Skal dit bordtennisbord stå indenfor, kan det helt klart anbefales, at man vælger et indendørs bord, hvormed man opnår de bedste spilleegenskaber. Vil du imidlertid have mulighed for at kunne stille bordtennisbordet udenfor, er det bedst at satse på et kombineret udendørs/indendørs bord. Bemærk, at vi skriver kombineret, idet et udendørs bordtennisbord også kan anvendes indendørs. Skal du have bordtennisbordet i en kælder eller garage, hvor det bliver koldt om vinteren (under 15 grader), anbefaler vi også et kombineret udendørs/indendørs bord. Ellers risikerer man, at spillepladen begynder at blive bøjet, når temperaturen bliver for lav. Fugt er heller ikke godt for et indendørs bord.
Den absolut vigtigste del på et bordtennisbord er spillepladen. Ved indendørs bordtennisborde er den altid fremstillet i træfiber, men kan være behandlet på flere forskellige måder. Spilleegenskaberne sidder dog hovedsageligt i pladens tykkelse, og man kan generelt sige, at jo tykkere pladen er, desto bedre er bordet. Det mærkes tydeligt på den føling og det studs, man får i bolden. Så er man ude efter et rigtigt godt bord, vil det være en fejltagelse at vælge et bord med en tynd plade. Til stævner skal man anvende en plade på mindst 22 mm, men de fleste anvender en plade på 25 mm, da det giver det absolut bedste spil. Til udendørs brug opnår man de bedste resultater med en melaminharpiksplade på mellem 4 og 7 mm. Et udendørs bord vil have dårligere spilleegenskaber end et indendørs bord, men vælger man en 7 mm melaminharpiksplade bliver egenskaberne næsten ligeså gode som ved de bedste indendørs borde. 4 mm kan sammenlignes med en 15 mm tyk plade, 5 mm med en 18 mm plade, 6 mm med en 20 mm plade og 7 mm med en 22 mm plade.